Grin bare - jeg er betalt!
De, der kører rundt i store og flotte biler, kan nemt grine af dem, der kører i små skrammelkasser. Men der er ingen af os, der ved, om ham med den store dyre bil har lånt alle pengene til bilen, så han i virkeligheden ikke ejer den, eller om den lille, bulede bil er helt betalt og ejet af manden selv. Man kan sagtens grine af en lille bil. Men måske var der mere grund til at grine af dem i de dyre biler, hvis de stadig skylder en masse på dem. For det betyder, at de bare bliver endnu dyrere.
Grin bare – den er betalt! I bibelen (og i vores tid) er der farisæere, der griner ad andre, der ikke magter livet ligeså godt som de selv. Men Jesus griner ikke. For han ser i ethvert menneske én, som han også har betalt for.
I forhold til Gud står vi alle i gæld til op over halsen. Vi har ikke levet sådan, som han ønsker. Vi skylder ham at leve fuldkomment. Men det kan vi ikke. Da Jesus døde på korset, betalte han vores gæld. Han tog vores skyld. Og dermed er du og fri. Vi skylder ikke mere!
Sådan har Jesus betalt for os alle. Hans død på korset gælder alle. Spørgsmålet er nu: om du og jeg vil indrømme, at vi har brug for Jesus for at få betalt vores gæld til Gud? Eller om vi vil prøve at afdragen den selv?
Tro er ikke at kunne hele bibelen eller salmebogen udenad. Tro er at komme til Jesus, som du er. Med din fortvivlelse, med din angst, med din kamp, med din længsel. Måske kommer du med flere spørgsmål end svar. Det må du gerne. For tro er at være hos Jesus med alt det, vi går og kæmper med.
Og lad bare andre grine, lige så tosset de vil! Uanset, hvad andre måtte sige eller tænke om dig: Du, der er døbt og tror på Jesus: du er betalt. Du er købt fri af Jesus!